Mit hus i Sverige

Min familie og jeg er altid kommet i sverige – i Möljeryd nord for Ronneby I Blekinge, og da jeg var gift, holdt vi altid ferie i lejede huse i Sverige. Vi talte om at købe vores eget hus, for ud over en masse gode oplevelser, havde vi bestemt også nogle oplevelser med udlejningshusene, som vi kunne have været foruden. I sommeren 2011 var jeg midt i en skilsmisse, men da jeg blev tilbudt at se på et lille hus i Möljeryd, et dødsbo, var jeg ikke i tvivl om at jeg gerne ville have det. Huset var beboeligt, med egen brønd og centralvarme. Det så ikke ud til at fejle noget, men det lugtede indelukket og var bestemt ikke pænt. Eftersom jeg stod over for at skulle skilles, vidste jeg at økonomien ville blive presset. Huset var endnu ikke udbudt til salg via mægler og jeg kendte ikke husets pris, men bød 150.000 kr. Sælger vendte tilbage, og sagde at mit bud var noget under det forventede – huset var trods alt vurderet til 450.000, men hav ville vende mit tilbud med de andre arvinger. Dagen efter ringede han og sagde at de havde besluttet at sælge til en, som de vidste ville tage sig godt af huset, og at de derfor ville sælge grunden til mig for vurderingssummen på 172.000, og ”så får du sgu huset med” sagde han. Jeg overtog huset den 1. september 2011 – samme dag som jeg formelt blev skilt. Siden da, har jeg renoveret det hele fra yderst til inderst. Jeg er praktisk anlagt, men ikke uddannet håndværker, så jeg startede med lidt mindre projekter indenfor, og efterhånden som erfaringen blev større er projekterne også vokset. Jeg har malet og snedkereret, renoveret badeværelser, køkken og senest har jeg skiftet al yderbeklædningen på huset. Jeg har lavet det hele selv – har kun fået hjælp til køkkenet. Jeg går meget op i genbrug og forsøger derfor at renovere ved at bruge brugt. Det meste, også mit skønne køkken, er købt på den blå avis og medbragt til Sverige. De fleste spørger forundret om man ikke tager i sommerhus for at slappe af, men jeg slapper glimrende af med mine projekter, fordi jeg elsker udfordringerne med at lave noget jeg ikke har prøvet før, og at se projekterne vokse.