Dagens høst – aftensmad.

Som nogen måske ved, supplerer jeg min husholdning fra supermarkedernes containere – primært grøntsager. Jeg gør det ikke fordi jeg er nødt til det, det er udelukkende ud fra holdningen om, at vi i denne verden har en forfærdelig smide ud mentalitet, som jeg afstår fra. Nu er det blevet lidt en sport, og ofte er de fundne varer helt fine, men smidt ud på grund af pladsmangel fordi man har fået nyt – det er sgu da ikke OK!

På dagens fund baseres dagens menu  til 4 personer- grøntsagssuppe lavet af økologiske rodfrugter.
1 kg rodfrugter skrælles og koges sammen med 1 løg og 1 fed hvidløg i ca. ½ l. vand indtil de er møre – ca 20 minutter.
Kogevandet tilsættes krydderurter fra haven – timian, salvie og rosmarin, alternativt lidt grøntsagsbouillon.

Efter endt kogning blendes hele molevitten og tilsættes piskefløde  – ca.1 dl eller mere hvis man er til det…
Desuden tilsættes naturligvis salt og peber.

Som afslutning steges ½pk. bacon i små stykker som drysses over.
Serveres med ristet brød

Velbekomme 🙂